De danske rengøringsfirmaer får nu professionel digital assistance til at skabe overblik over aftaler og kontrakter. Danske Service og COMAsystem har indgået en aftale med virkning fra 1. november, som betyder at medlemsvirksomhederne får tilbudt COMAsystem.
Danske Service har i dag over 100 medlemmer fordelt over hele Danmark og repræsenterer mere end 2.500 arbejdspladser.
COMAsystem skal blandt andet hjælpe virksomhederne med at digitalisere alle aftaler og kontrakter, som der typisk er mange af i netop rengøringsfirmaer. Samtidig får rengøringsselskaberne en fordel i at få styr på de personfølsomme data, som EU’s persondataforordning lægger op til i 2018.
I Danske Service er der tilfredshed med aftalen:
– “Det er vigtigt for os, at vi kan stille de rigtige løsninger til rådighed for vores medlemmer, så de ikke selv skal bruge unødig tid på administration og papirarbejde, men i stedet kan få adgang til en professionel løsning med COMAsystem”, siger sekretariatschef Malene Jäppelt, Danske Service.
Hos COMAsystem er der ligeldes glæde og tilfredshed med aftalen.
– “Vi er stolte og glade over at Danske Service har valgt COMAsystem til at levere digital kontraktstyring til medlemmerne. Vi vil gøre vores allerbedste for at sikre, at medlemmerne får fuldt udbytte af moderne og brugervenlig kontraktstyring, og dermed mulighed for at spare tid og penge”, siger direktør Bo Kristiansen.